Dansk Historielærerforening

I august 1960 blev Dansk Historielærerforening stiftet af en lille kreds af lærere, der havde fundet sammen i vinteren 1959/60. Behovet og trangen til at skabe en forening, hvor man kunne drøfte fagets mange problemer med hinanden, og hvor man kunne reflektere over de nye undervisningsplaner (den blå betænkning), de såkaldte mellemfolkelige elementer i undervisningen, museumsundervisning og andre problemer, der tårnede sig op for den enkelte lærer meldte sit virke.

I løbet af det første år lykkedes det foreningen at få imponerende 650 medlemmer, spredt ud over hele landet, dog med en koncentration på omkring 200 i Købehavn. Denne enorme opbakning styrkede lysten og viljen til at gøre mere og nå længere.

Tilbage i 1960 var kontingentet på hele 15 kr. årligt, 7,5o for seminarieelever (lærerstuderende). Her er det for det første værd at reflektere over det signal, der lå i fortiden, når man brugte begrebet ”elever” set i forhold til nutidens ”studerende”, for det andet skal det lige indskydes, at lærerinder først begyndte at få det samme i løn som deres mandlige kolleger i slutningen af 1960´erne. Med andre ord betalte foreningens kvindelige medlemmer så at sige mere i kontingent.

I en skrivelse af februar 1964 understreges det at ”foreningens vigtigste arbejde er kursusarbejdet. Det er ikke en videreuddannelse af lærere, foreningen sigter på, men kursere er dels faglige, dels metodiske – og derudover tør vi sige, at foreningen er blevet et mødested for lærere, der ønsker at diskutere faget med hinanden, og det at formidle en sådan kollegial kontakt regner foreningen for overmåde værdigfuldt”.

Der er noget nostalgisk over ovenstående uddrag. Vi kan i 2011 ikke længe tilslutte os, at vores vigtigste arbejde er kursusarbejdet, selvom det jo faktisk også ligger os meget på sinde at have den del med. Men faktisk har tiden i sig selv gjort noget ved det behov, man giver udtryk for i 1963. I en tid uden internet kunne det være langt mere besværligt at gå i dialog med andre og lave videndeling. I dag har vi netop fora som skolekom til den slags.

Det er værd at hæfte sig ved er formuleringen om, at foreningen var blevet et mødested for lærere, der ønskede at diskutere faget. Her er det mest nostalgien, der for mit vedkommende, spiller ind, for det kunne man ønske sig, at vi stadig var. For selvom internettet er smart og tidsbesparende, så har den en meget stor ulempe: Vi ser ikke hinanden i øjnene når vi drøfter muligheder, udfordringer og løsninger. Vi har ikke muligheden for den dynamiske kommunikation, der er så altafgørende for, at vi som mennesker kan forstå hinanden og idealt set opnå en form for konsensus på tingene.

Fra begyndelsen arrangerede Dansk Historielærerforening et årligt sommermøde i august, oftest i 4-5 dage. Når jeg sidder og kigger på tidligere indbydelser får jeg helt lyst til at skrue tiden tilbage og opleve dette. Hele dage med foredrag, oplæg, diskussioner, arbejdsgrupper og naturligvis med masser af plads til kaffe, god mad og en afslutningsfest. En lille uge, der stod i historiefagets tegn, krydret med et super selskab af folk, der brændte for faget, og som ønskede at udvikle det fremadrettet.

Når jeg bladrer gennem foreningens mange arkiver støder jeg sommetider på interne breve, der i høj grad handler om faglige eller politiske uoverensstemmelser, og selvom det naturligvis ikke er rart, at folk kan gå hen og blive lidt utilfredse med hinanden, så vidner det trods alt om, at foreningens medlemmer, og særligt bestyrelserne, har været præget af mennesker, der vitterligt ville noget, og som brændte så meget for det, at de var villige til at kæmpe for deres overbevisninger. Det synes jeg i bund og grund på meget smukt vis afspejler den forestilling jeg har om, hvad foreninger egentligt er til for.

Ud over det årlige sommermøde, var det også meget normalt for Dansk Historielærerforening at afholde lokale årskurser og weekendkurser i samarbejde med andre lærerforeninger. Om det er et sådan samarbejde, der senere førte til, at foreningen kom til at repræsentere både historie og orientering (senere samtidsorientering, nuværende samfundsfag) kan jeg kun gisne om. Jeg har i hvert fald ikke fundet beviset i arkivet endnu, men det kommer nok.

Som i dag udgav foreningen også dengang 4 årlige medlemsblade, hvor man lagde vægt på de metodiske og ”principielle” emner og hvor man søgte at skabe et forum for idéudveksling mellem foreningens medlemmer.

Også dengang bestod en del af foreningens og bestyrelsens arbejde af at forbedre forholdene for undervisningen, dels gennem politiske indspark, dels i forhold til samarbejdspartnere. Det ligner jo unægtelig det vi også gør i dag. Hvor det dengang var kurser og møder, der havde højeste prioritet, må vi nok erkende, at i dag ligger vi en langt større vægt på det officielle arbejde.

Tilsammen var tanken dengang, at kombinationen af det personlige møde mellem medlemmer, og bestyrelses officielle arbejde skulle sikre ”at fremme interessen og forståelsen for historien og historieundervisningen” – det må for det første siges at være lykkedes og for det andet, hvad vi fortsat arbejder for.

Foreningen har gennem de sidste 51 år haft skiftende bestyrelser, forskellige værdigrundlag og forskellige arbejdsmetoder, men en ting er sikkert: Foreningen har altid haft sin berettelse i at være netop den forening i Danmark, der har arbejdet mest målrettet mod at sikre historiefaget, og senere samfundsfag (under forskellige navne), på bedst tænkelig måde og i sine medlemmers interesser.

Tanja Andersen