Anmeldelse: Fattigrøv

Fattigrøv
af Adil Erdem

Straarup & Co, 60 sider, 200 kr. inkl. moms

Anmeldt af Kristine Traun-Terkelsen

Fattigrøv er en kort, men utrolig rørende bog, som alle børn, unge og voksne vil blive påvirkede af, når de læser den. Adil Erdem har over en periode på tre år interviewet unge mennesker, som fortæller deres livshistorie med udgangspunkt i det at være fattig og vokse op i fattigdom.

Vi møder ni forskellige modige unge mennesker, som ærligt fortæller om deres barndom i fattigdom. Deres opvækst er forskellig, men alligevel kan man mærke, at de alle ønsker at værne om deres forældre. Derfor taler børnene ikke med deres forældre om de følelser, de har med at lave som fattig.

Bogen analyserer ikke på de unges fortællinger, den indeholder ingen statistikker og den fordømmer ikke forældrene. Forfatteren Adil Erdem har lyttet til de unge mennesker, og fortæller deres historie fra barnets synspunkt. Det gør, at fortællingerne står meget stærkt, fx når 14-årige Majid fortæller om livet på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor han oplever, at de voksne stjæler mad fra hinanden, og hvor de voksne omkring ham er fortvivlede, ulykkelige og syge, eller når Camilla på 13 år har acceptereret, at hun ikke kommer med til klassefødselsdage og at hun opfindsomt finder på forskellige valide undskyldninger til, hvorfor hun ikke kan deltage i disse fødselsdage, så klassekammeraterne ikke opdager, at det handler penge.   

Bogen kan med fordel bruges i undervisningen, hvis man ønsker en narrativ udgave af fattigdom set fra børns perspektiver. Når eleverne læser om disse unges skæbner, er jeg sikker på, at det vil give eleverne et andet syn på fattigdom end bare tal og statistik. Budskabet i disse fortællinger handler om meget andet end manglen på penge. 

Alt i alt fremstår bogen som en utroligt skarp samling fortællinger, som ikke blot kan bruges ifm. forløb om fattigdom, men også giver et unikt perspektiv til barndommen og ungdommen som helhed. Stor anbefaling herfra.