Osmannerrigest fald – Første Verdenskrig i Mellemøsten

Eugene Rogan

Kristeligt Dagblads Forlag 2016

299,95 kr.

Anmeldt af Morten Bergsøe

Historien frem til det Mellemøsten vi kender i dag, er for mange lidt svævende. Fortællingen fra det store Osmannerrige og frem mod det moderne Tyrkiet blegner ofte lidt i forhold til periodens begivenheder i Europa – nemlig Den Første Verdenskrig.

De begivenheder, der førte frem mod den endelige undergang, tog allerede sin begyndelse i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. Først med kravene fra Bulgarien, Grækenland og Makedonien, som sjovt nok godt måtte kalde sig Makedonien i denne periode, om demokratiske reformer og genindførelse af det parlamentariske styre. Noget der førte frem mod de tre Balkankrige i perioden 1908 – 13. Krige, der for det meste kun er sporadisk omtalt i mange fremstillinger.

Herefter gik det stærkt, men samtidig vendte mange, som skrevet ovenfor, blikket mod Europa, og hvad vi i dag opfatter som Den Første Verdenskrig.

Rogan gennemgår de forskellige slag, og krigens udvikling generelt, meget slavisk. Både sejre og nederlag bliver beskrevet. Selvom megen af eftertidens fremstillinger viser krigen, som den foregik længere mod vest, viser Rogan at styrker fra de magter, der kæmpede her også deltog i kampen for og imod Osmannerriget.

En af de omdiskuterede episoder under krigen har siden, denne sluttede, været det armenske folkedrab. Noget som Tyrkiet stadig ikke anerkender. Rogan bruger dog et kapitel alene på at beskrive, hvorfor det skete og hvordan det foregik. Et kapitel man bestemt kan blive klogere af at læse.

I den sidste del af bogen beskrives overgangen til det moderne Tyrkiet med Kemal Ataürk som leder, og de demokratiske reformationer der skete.

Konklusionerne Rogan når frem til er på visse punkter meget letkøbte, når han beskriver de problemer Mellemøsten i dag står overfor og hvorfor den generelle udvikling har været som den er.

En mangel i bogen kunne være flere oversigtskort. I begyndelsen af bogen er der en række kort, men det ville have været rart hvis der havde været flere, specielt bedre, oversigtskort, hvor udviklingen i landområder var vist.

Alt i alt en bog, der kraftigt kan anbefales at læse, hvis man ønsker en anden vinkel på Den Første Verdenskrig.