100 Danmarkshistorier – Industri på udstilling Aarhus Universitetsforlag

Louise Karlskov Skyggebjerg
100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2017, 100 kr.

Er du medlem af FALIHOS, får du rabat på serien. Se mere på medlemssiderne.

Anmeldt af Karina Jensen, historielærer i folkeskolen

Bogen “Industri på udstilling 1888” er den 4. bog i serien “100 danmarkshistorier”, og er skrevet af Louise Karlskov Skyggebjerg, historiker på Danmarks Tekniske Universitet. Skyggebjerg har skrevet en informativ bog om industrialiseringen af Danmark, hvor hun beskriver de store forandringer landet og folket gennemgik med industrialiseringens ankomst.

Bogen er opbygget af tre kapitler; På udstilling, Industrilandet Danmark og Farvel til dampen. Hun tager udgangspunkt i industriudstillingen ”Den nordiske Industri, Landbrugs- og Kunstudstilling” i 1888 i København, og starter med at beskrive denne udstilling i første kapitel. Selve udstillingen beskriver hun som en demonstration af det nordiske erhvervslivs udvidelse og udvikling, hvor gæsterne både kunne se, prøve og smage de forskellige ting på udstillingen. Skyggebjerg formår at gøre Danmarks industrisamfunds udvikling spændende at læse, idet hun detaljeret beskriver, hvilke forandringer den enkelte borger gennemgår. Hun beskriver hvordan kvinden fandt sin plads i erhvervslivet, hvordan man brugte ny viden, hvordan man opnår masseproduktion, landbrug, fiskeri mm. Man føler sig velinformeret som læser i landets industrielle udvikling, idet bogen er så letlæst og så alsidig i de forskellige kapitler. Hun formår ydermere at give læseren et indblik i begreberne industrialisering, deindustrialisering og globalisering, da hun ivrigt fortæller om dampmaskinens udvikling og hvordan robotterne erstatter denne.

Jeg vil anbefale bogen som baggrundsviden til læreren i historiefaget. Man får en grundig baggrundsviden og mere til, da hun er så bred i hendes fortællinger. Bogen er spændende at læse, da man gennem teksten kan føle hendes iver for at beskrive industrialiseringens udvikling i Danmark. Man kan dog bruge enkelte afsnit i sin undervisning, da teksten er letforståelig og letlæst. Hun har desuden fortalt om firmaer, der stadig består den dag i dag – blandt andet Mærsk og Carlsberg, og det gør, at unge i dag kan relatere til teksten.