Kampen om Centraleuropa. Gads Forlag 2019

af Vibe Termansen
Gads Forlag 2019. 215 sider, 249 kroner.

Anmeldt af Johan Klinge Sørensen

Første halvdel af Vibe Termansens bog (VT) er bygget op om en analyse af forskellige Centraleuropa-begreber, hvoraf tre skitseres. Både den 1. og 2. verdenskrig kan ses i lyset af det mest kendte tyske Mitteleuropa-begreb, der op til 1.verdenskrig strakte sig mellem Nordsøen, Østersøen, Adriaterhavet og Sorte Hav. Et område der skulle have Berlin som centrum og Bulgarien, Kroatien og Holland som periferi. Ifølge VT blev det aldrig tysk politik, men tankegangen kom til at spille en afgørende rolle for folks opfattelse af de store opgør i første del af 20.århundre. De national-konservative partier i Polen og Ungarn, der nu er har et flertal i befolkningen bag sig, spiller fortsat på, at Tyskland vil mere end have en solid placering i EU. Det polske Centraleuropa-begreb omfattede i hovedsagen områderne fra Østersøen til Sorte Hav – dvs. det gamle polsk-litauiske rige fra omkring 1500 til omkring 1750. Fra 1917 og frem til 1923 forsøgte polakker med Pilsudski i spidsen at genoprette riget, men måtte i 1923 acceptere de grænser, der gjaldt frem til 1940, hvor landet blev delt mellem Tyskland og Sovjetunionen.

Pilsudskis centraleuropabegreb er ikke blevet genoplivet efter 1989, hvor man har accepteret og fået anerkendt grænsedragningen efter 2. verdenskrig – også af det genforenede Tyskland. Ruslands præsident Putin forsøgte i 2010’erne at genåbne det polske Centraleuropa-begreb, da han i enrum tilbød den daværende polske statsminister Donald Tusk, at de skulle dele Ukraine, så det vestlige Ukraine, som helt frem til sidst i 1940érne havde et stort polsk befolkningselement, skulle være polsk og området fra omkring Kiev og østpå skulle være russisk. Da Donald Tusk fortalte historien til en journalist, spurgte vedkommende om, hvad han svarede. Donald Tusk svar var: ”Jeg overhørte spørgsmålet”. ”Hvorfor”, spurgte journalisten. ”Fordi der er mikrofoner overalt”, svarede Donald Tusk. Ligesom Polens store nationsopbygger Jocef Pilsudski, der fra 1926 og frem til sin død i 1935 etablerede sig som autoritær leder, havde Tjekkoslovakiet et fyrtårn -Tomas Masaryk. Han var demokrat. Hans mål var at Tjekkoslovakiet skulle opstå ud af 1. verdenskrigs sammenbrud og skabe et Centraleuropa uden Tyskland, som skulle være buffer mellem Rusland og Tyskland. Det lykkedes at få oprettet staten, men hverken Frankrig eller England mente i 1938, at det var relevant, da de lod Hitler indlemme Sudeterområdet i Tyskland og lod polakkerne rykke ind i et tjekkisk område, som de mente hørte til Polen. Frem til anden verdenskrig drøftede man Centraleuropa-begrebet, men det mistede sin betydning under den kolde krig og efter 1989 blev det de gamle og nye østeuropæiske nationalstaters mål at blive en del af Vesteuropa, EU, Nato og den frie verden. Det skete op gennem 1990érne og frem til 2002, hvor den danske statsminister bød dem velkommen i et EU, ”der bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne — i et samfund præget af pluralisme, ikke forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder.” (side 10. Artikel 2 i EU-traktaten).

Både de og vi vidste godt, at der skulle overføres betydelige økonomiske resurser til de nye medlemslande for at de kunne nærme sig vesteuropæisk niveau. Vi troede også, at de nye lande ville omfavne Vestens livsstil, værdier og opfatte verdenen som vi gør. Vi – dvs. de gamle lande i EU – skulle blive klogere. I det sidste årti i et turbulent 20. århundrede dukkede ud af det nedfrosne Østeuropa frie nationalstater op, der tolker nutiden og fremtiden ind i en i hovedsagen national historie, som der ikke var plads til under den kolde krig og som for Polens og Ungarns vedkommende i praksis er på kant med den oven for citerede artikel 2 i EU-traktaten. Det sker f.eks. i Ungarn, hvor der ifølge VT drives klapjagt på navngivne mennesker, hvor man kriminaliserer ngo’er og hjemløse, forfølger uafhængige medier og forbryder sig mod menneskerettigheder. ( s.207). Og i Polen, hvor det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed igen ifølge VT har kapret staten, lavet gennemgribende ændringer af retssystemet, medierne og statsadministrationen (s.208) -alt på eller uden for kanten på EU-traktaten. Det er et hovedsynspunkt i VT´s bog at forklare, hvorfor de nye landdele i EU – især Polen og Ungarn-, ser anderledes på Europas fremtid end f.eks. Tyskland og Frankrig. For at forklare det griber hun i tilbage i historien. Her følger et par eksempler. Den dominerende ungarske historieforståelse er f.eks., at landet fra omkring 1500 og op til 1989 har været besat/ styret af imperiemagter. Osmannerne til sidst i 1600-tallet, så habsburgerne i hovedsagen op til 1918 og sidst russerne fra 1945-89. Ungarn var også på den tabende side i både første og anden verdenskrig, hvor især Trianonfreden i 1920 var og fortsat er et traume i Ungarns historieforståelse, fordi flere millioner ungarer kom til at leve uden for landets grænser og fortsat gør det. Hvor de afgørende beslutninger for Ungarn fra 1500 og op til 1989 blev taget i Istanbul, Wien eller Moskva, så mener Victor Orban, der er demokratisk valgt ministerpræsident, at de i dag tages i Bryssel. Det er det greb han vil vikle Ungarn ud af – uden at miste de økonomiske fordele – under mottoet om ”Ungarn først” og sikkerhed via Nato-medlemskabet, og frontløber i den nationalkonservative bølge, som også har fat i store grupper i alle EU-lande. Hans politiske måler, at EU skal udvikle sig til illiberale nationale demokratier. Dvs., at flertallet i de forskellige lande kan inden for EU´s rammer begrænse f.eks. ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Sagt på jævnt dansk vil han gerne have pengene, men ikke EU´s værdier.

Polens historie er anderledes. Den polsk-litauiske stat dominerede fra omkring 1400 og til op til først i 1700-talet området fra Østersøen til Sortehavet (fra hav til hav) og var f.eks. afgørende for at osmannerne blev trængt tilbage både i 1529 ved Wiens porte og i 1683, da de for sidste gang forsøgte at erobre adgangen til den italienske halvø. Når det gik galt for den polsk-litauiske stat skyldes det i ifølge en dominerende polsk historieforståelse, at Rusland og Preussen fra sidst i 1600-tallet ekspanderede ind i den multinationale og multireligiøse polsk-littauske stat. Det endte galt i sidste halvdel af 1700-tallet med det resultat, at Warszawa blev styret fra Sankt Petersborg, Gdansk fra Berlin og Krakow fra Wien frem til 1919, hvor Polen genopstår som ny stat i kølvandet på sammenbruddet på romanovernes og habsburgernes fyrstestater og Tysklands nederlag i 1. verdenskrig. Mellem 1919 og 1923 forsøgte polske kræfter at genetablere så meget af den polsk-litauiske stat (fra hav til hav) som muligt, ledet af den polske statsmand Pilsudski, der var opvokset i Vilnius – nu Litauens hovedstad. Det lykkedes ikke, men store områder af nuværende Hviderusland. Litauen og Ukraine blev dele af den ny stat. Den polske selvstændighed slutter i 1940, hvor Sovjetunionen og Tyskland deler landet. I 1944 afstår Storbritannien på Vestens vegne Polen som sovjetisk interesseområde og sovjetiske tropper ser i efteråret 1944 fra den anden side af Vislafloden til, at 200.00 polakker mister livet i Warszawa-opstanden mod tyskerne, men først rykker over floden, da byen ligger i ruiner og tyskerne har forladt den. På Jalta- og Postdamkonferencerne i 1945 ender Polen med at blive flyttet et par 100 kilometer mod vest, som kompensation for afståelser til Sovjetunionen i nuværende Hviderusland, Litauen og Ukraine. Polen og Ungarn blev som følge af 1. og 2. verdenskrig etnisk homogene, fordi nazisterne udryddede det store jødiske befolkningselement i de to lande, og Polen udrensede det tyske befolkningselement – tvangsflytning tilladt ifølge Potsdamaftalerne. Det var i øvrigt også tilfældet i nuværende Tjekkiet, hvor omkring to millioner sudetertyskere blev overført til de allieredes besættelseszoner i Tyskland. Polens nuværende højrenationale reelle leder Jaroslaw Kaczyiski, hvis tvillingebror omkom i en flyulykke, da han som Polens præsident i 2010 var på vej til Rusland for at mindes de cirka 20.000 polske officerer, der på Stalins ordre blev nakkeskudt i begyndelsen af 2. verdenskrig, har en klassisk polsk historieopfattelse, der som regel fremstilles som en religiøs metafor. Polen er Jesus på korset Rusland og Tyskland er de to røvere, som man er parat til at kæmpe mod til sidste blodsdråbe. Kaczyiskibrødrenes parti har den opfattelse, at Polens historie skal skildres heroisk – man kan f.eks. ikke forestille sig at en polsk historiker kunne kalde Warzawaopstanden i 1944 for ”Slagtebænk Warzawa” og sætte spørgsmålstegn ved, om det var en rigtig beslutning at starte opstanden med den viden man havde om Sovjetunionens hensigter i Østeuropa. Polens nyeste historie om Solidaritetkamp op gennem 1980érne og Lech Walesa rolle i Polens vej frem mod de første frie valg i Østeuropa, hans Nobelpris og præsidentperiode springes over, medens den i de fleste historikers øjne ubetydelig Lech Kaczyiski hædres med en seks meter høj statue i centrale Warzawa og heltestatus i de nye historiebøger, der er produceret i forbindelse med 100-året for Polens selvstændighed. Det siger sig selv, at centrumvenstre partierne ser anderledes på Polens historie. Bedst kendt er historien om det nye museum for anden verdenskrig i Gdansk, hvor museumsinspektøren blev afskediget, fordi en lille – meget lille -del af udstillingen fortalte historien om, hvorledes nogle polakker havde lukket de lokale jøder ind i en bygning og sat ild til den. Landsbyen var judenfrei, da tyskerne ankom. Sådan noget gør polakker ikke. De hjælper jøder til at gemme sig. Det gjorde de også, men ikke kun. Det var den historie museumsdirektøren ikke måtte fortælle for de højrenationale, ligesom krigen helst ikke måtte ses i en bred europæisk og global sammenhæng, men i hovedsagen fokuserede på Polens heroiske indsats mod overmagten.

I Kampen om Centraleuropa dykker VT mest ned i Polens historie og samtid samt landets forhold til EU. Hun mener, at den nuværende højrenationale regering fører en politik i strid med EU´s værdier, som de er formuleret i EU-traktaten. Polen vil som Ungarn gerne have pengene, sikkerheden får de gennem Nato-medlemskabet og hverken Bryssel, Paris eller Berlin skal sætte dagsorden om Polens opfattelse af demokrati, retsstat, ytringsfrihed m.m. Den eneste trøst VT giver os er, at meget få af de tidlige sovjetsatellitstater havde nogen som helst erfaring med politikdemokrati før 1989. Det havde Danmark heller ikke i 1848, da kongeriget fik en fri forfatning, men der gik mere end 50 år før man enedes om, at politikdemokrati betød, at dem der havde flertallet i folketinget, havde den politiske magt og landet skulle regeres inden for grundlovens og lovens rammer. I 1920 afsatte Christian d.10 en regering, der havde flertal i folketinget. Samme konge arbejdede i 1940 sammen med danske erhvervskredse på at afsætte SR-regeringen og tilbyde Stauning, der havde været statsminister de 11 foregående år, et job som socialminister.

Læs bogen og bliv klogere på Europa og hvis man bliver interesseret i EU`s østlige rum kan Timothy Snyders bøger herom varmt anbefales. Bl.a. Bloodlands, der kom i dansk udgave i 2011 og The Recontruction of Nations fra 2003, der dykker ned i Litauens, Hvideruslands, Ukraines og Polens historie fra 1569 -1999.