søndag 02 august 2009
 Foreningens kommentarer til Fælles Mål 2
Foreningens kommentarer til Fælles Mål 2
Som undervisere i historie må vi, i Foreningen af Lærere i Historie- og Samfundsfag, hilse et hvert tiltag velkomment, der har til formål at styrke faget.
 
Nu er Fælles Mål 2 for faget historie offentliggjort, og i Foreningen af Lærere i Historie- og Samfundsfag mener vi, at det er naturligt vi giver vores holdning til kende.
Der er ændret i formålet for faget. Historiebevidsthedsbegrebet er blevet nedtonet, men ikke skrevet ud. I stedet er begreber som kronologisk overblik, sammenhængsforståelse og dansk historie blevet betonet. 
Ændringer, der har mødt kritik fra flere sider, men som ikke grundlæggende ændrer ved det forhold, at historiefaget i folkeskolen bl.a. skal styrke elevernes bevidsthed som værende i tid, hvad enten det benævnes historiebevidsthed eller historisk bevidsthed.
Som noget nyt - og i tidens ånd - er der opstillet en officiel kanon for faget. At der kommer en kanon er måske alligevel ikke helt nyt.
 
Tidligere lå der i de Vejledende Læseplaner punkter, som næsten havde kanonisk status, eks. landboreformerne. Punkterne kan nok diskuteres, og argumentationen i Fælles Mål 2 kan visse steder være noget søgt. Eks. må man da håbe, at arbejdsgruppen har haft tungere argumenter end de, som er nævnt i begrundelsen for, hvorfor eleverne eks. skal kende til Tutankhamon.
I forhold til kanonpunkterne er der to anker. For det første, at de som udgangspunkt er klassetrinsfikserede, altså at eleverne skal lære om emner, der kan karakteriseres om oldtid i de yngste klasser, og så emner fra nyere tid i de ældste klasser. Stik imod alle anbefalinger fra de fagpersoner, der har beskæftiget sig med elevernes udbytte af historieundervisningen gennem de seneste tyve år.

Den anden anke i forhold til kanonpunkterne er, at eleverne ved folkeskolens afsluttende prøve i niende klasse er forpligtet på både slutmålet for faget, og kanon. Og selv om det eksplicit fremgår, at de ikke må fylde mere end 25 % af den samlede undervisningstid kan det frygtes, at de 29 punkter vil komme til at dominere undervisningen i de ældste klasser. Eleverne har mange steder kun en lektion historie om ugen, og dermed vil kanon kunne komme til at fylde meget i den samlede undervisningstid.
Et andet punkt, som har mødt nogen kritik, er betoningen af absolut kronologi. Men som det også fremgår, så er udgangspunktet for arbejdet med kronologi, elevernes egen personlige fortælling og den relative kronologi, der knytter sig hertil. 

I forhold til tidligere faghæfter og vejledninger er der med Fælles Mål 2 sket en tydeliggørelse og samtidig reduktion i antallet af mål, hvilket kan give faget en tydeligere profil, og være en styrke for faget.Grundlæggende har der nok været en ambition fra politisk side om at styrke faget, men nu, hvor hele Fælles Mål 2 er blevet offentliggjort må vi desværre konstatere, at hvis IKKE fagets minimumstimetal bliver opnormeret, kan de mange gode intentioner ende med at svække faget, og elevernes udbytte af undervisningen, hvilket forhåbentlig ikke var hensigten.
Torben op søndag 02 august 2009 - 23:41:14
Læs/skriv kommentar: 0
 udskrifts venlig   Lav denne nyhed til pdf

Nyhedskategorier


Dette site kører med e107.
og er frigivet under GNU GPL licensen.
(c) FALIHOS - 2008 FALIHOS Kasserer Torben Eilsøe Langesøvej 26 - Erritsø 7000 Fredericia. Tlf: 26162033 Fax: 26192033
{THEMEDISCLAIMER}