fredag 04 juli 2008
 Nationalmuseet præsenterer webudstilling om oldtidsgrave

Nationalmuseet præsenterer  webudstilling om oldtidsgrave
 

Gå på opdagelse i kæmpegravenes historie i en ny webudstilling på natmus.dk. Læs bl.a. om præsten der var for tyk til at komme ind i stenaldergraven og om bondekarlen, som ikke troede på spøgelser, indtil han tilbragte en nat inde i en jættestues gravkammer.

Som en naturlig del af landskabet ligger de der. Inde i en skov, tæt ved en å, på en bakketop eller ude på den åbne mark. Bondestenalderens 5000 år gamle, mægtige storstensgrave indgår i dag som en naturlig del af det danske landskab. 
"Kæmpegravene" fra oldtiden har altid påkaldt sig stor interesse. Hvem rejste dem og hvordan gjorde de og var der mon en skat inde i? Med de professionelle arkæologer kom den videnskabelige udforskning af de gamle gravmonumenter, og det var ikke mindre spændende.
Nationalmuseets righoldige arkiv om storstensgravene - dysserne og jættestuerne - er nu blevet indscannet, og gjort tilgængelig på internettet. Gennem talrige beretninger, breve, fotografier og tegninger, fortælles historien om udforskningen af megalitgravene. Lige fra den første videnskabelige undersøgelse i sommeren 1744, hvor kongen, Frederik d. 5, lod udgrave en jættestue ved Jægerspris i Hornsherred, til de seneste undersøgelser, hvor nutidens arkæologiske teknikker er i brug.
For omkring 5000 år siden var et gigantisk byggeboom i gang i Danmark. Over en periode på ganske få hundrede år byggedes overalt i landet i tusindvis af langhøje, dysser og jættestuer. Enkelte af det første bondesamfunds komplicerede og teknologisk højtudviklede gravmonumenter findes endnu bevaret i landskabet. De vidner om en massiv omvæltning i trosforestillingerne og livsvilkårene kort efter, at man i Danmark begyndte at have husdyr og tage jorden under plov. Mange af gravene er i dag åbne for nysgerrige danskere, se hvor i den nye webudstilling på natmus.dk.
 
natmus_oldtidsgrave.jpg
Webudstillingen "Oldtidsgrave">
Torben op fredag 04 juli 2008 - 16:14:02
Læs/skriv kommentar: 0
 udskrifts venlig   Lav denne nyhed til pdf

Nyhedskategorier


Dette site kører med e107.
og er frigivet under GNU GPL licensen.
(c) FALIHOS - 2008 FALIHOS Kasserer Torben Eilsøe Langesøvej 26 - Erritsø 7000 Fredericia. Tlf: 26162033 Fax: 26192033
{THEMEDISCLAIMER}